Til lyden af cello og granit indtager performanceteatret Convoi Exceptionnel scenen

Forestillingen “For Ever Four Seasons” er en sanselig iscenesættelse, hvor publikum får et velfortjent rum til refleksion. Jon R. Skulberg iscenesætter den erfarne performer Marianna Kavallieratos og danser Kenzo Kusuda i et værk med nyskrevet musik af den kritikerroste cello duo Soma & Lil og lydkunstner Kristian Hverring.Værket får urpremiere på Bora Bora – dans og visuelt teater d. 4. september og kan opleves frem til d. 7. september 2019.

Hvad er menneskets rolle i den antropocæne tidsalder - den geologiske periode vi befinder os i nu? Det er det store spørgsmål som scenekunstner Jon R. Skulberg tager fat i og og undersøger med scenekunstens virkemidler.

“Mennesket er nu en geologisk kraft på lige fod med vulkaner, floder og forskydninger af tektoniske plader. Vi har fjernet os fra naturen. Måske ser vi ikke os selv som en del af den, eller måske må hele begrebet ‘natur’ redefineres? - Jon R. Skulberg.

I optakten til dette sceniske værk har det kunstneriske team undersøgt forskellige former for natursyn i et historisk perspektiv, og herfra udviklet et personligt, eksistentielt og analytisk natursyn, der udfoldes i forestillingen.Værket er bl.a inspireret af nobelprisvinder Svetlana Aleksijevitj refleksioner og interviews med overlevede og fastboende tæt på Tjernobyl. Hun anvender Tjernobyl området som et fremtidsbillede, og skildrer livet og naturen efter katastrofen. Aleksijevitj giver konkrete eksempler, som stiller etiske, moralske og metafysiske spørgsmål til det moderne menneske. For med atomteknologien har vi givet os selv det instrument, der kan agere i samme skala som naturen. En menneskeskabt naturkraft.

“Forestillingen er ikke en dystopi, men et iscenesat og sanseligt ræsonnement på kunstens præmisser - som et bidrag til vor tids diskussion om klodens tilstand og arven til kommende generationer” - Jon R. Skulberg

Convoi Exceptionnel, arbejder med rumlige-somatiske undersøgelser indenfor koreografi, opera, installation og performance, og har erfaring fra nogle af Europas største scener. Bag “For Ever Four Seasons” står et hold af internationale kræfter med pondus og stor tilknytning til både Norden, Danmark og Aarhus.

Koncept, koreograf, lys, scenograf: Jon R. Skulberg
Producent: Lene Bang
Lydkunstner: Kristian Hverring
Cello duo: Soma & Lil

Performer: Marianna Kavallieratos
Danser: Kenzo Kusuda
Dramaturg: Astrid Hansen Holm
Modedesigner: Mads Dinesen
Kommunikation: Kirstine Bauning
Urpremiere:. 4. september på Bora Bora – dans og visuelt teaterSpilleperiode: 4.-7. september 2019

Billetter: www.bora-bora.dk